I weekenden er det fastelavn og jeg har i den forbindelse lavet et hjemmelavet dykker kostume til Felix.
Elsker hjemmelavet kostumer
Gennem hele min barndom har jeg altid synes, at de bedste fastelavns kostumer var de hjemmelavede. Jeg har altid været meget kreativ, så det at lave mine egne kostumer, synes jeg var noget af det bedste. Okay, jeg har måske også prakket en hel del ting på min mor, især alt det der krævede syning, men jeg har altid selv haft en finger med i spillet. Hvad jeg lige kan huske, så har jeg været udklædt som:
- Robot (lavet af papkasse, slanger, sølvpapir og hvad der ellers lige var af dimser)
- Tandpasta tube (syet af min mor og påtegnet logo, tekst osv.)
- Twix (syet af mine mor og jeg lavede tekst/logo af filt)
- Tændstikæske (lavet af papkasse hvor jeg malede tordenskjold osv. på)
- Fastelavnstønde (syet af min mor, hvor vi satte noget ståltråd eller sådan inden i nogle løbegange for at give den formen. Jeg tegnede selv pynten på fastelavnstønden)
Der er helst sikkert også en del andre gode som jeg ikke kan huske lige på stående fod 🙂
Inspiration fra Pinterest
De seneste år (eller det vil sige godt hele mit voksne liv) har jeg ikke rigtig praktiseret udklædning, da jeg ikke har holdt fastelavn. Nu har jeg fået en dreng, Felix på 2 år, så nu har jeg igen en undskyldning for at lave hjemmelavet kostumer. Som ved alt andet, er Pinterest min helt store inspirationskilde. Ahmen jeg elsker simpelthen alle de gode ideer man kan få der. Se bare alle de fantastiske kreative ideer der er på blot et lille udsnit af min board om udklædning:
Hjemmelavet dykker kostume
Jeg har længe været forelsket i et billede af et hjemmelavet dykker kostume:
Så det er altså det Felix’ fastelavnskostume skal være i år. Billig og ret simpel udklædning, lige hvad der er brug for her tre uger inden vores bryllup 😀
Step by step – hjemmelavet dykker kostume
Da jeg har en del karton (…og en masse andre kreative dimser til bl.a. at lave kort) liggende herhjemme, var det blot at kigge i skabene for at finde de materialer der nu skulle bruges. Jeg brugte:
- Sodavandsflaske til iltflaske
- Sølv, hvid og sort maling til at male sodavandsflasken
- Sort karton til streger på sodavandsflasken
- Sort elastiksnor (det hedder vist bukseelastik?) til “seler/remme” til sodavandsflasken og remme til svømmefødder
- Grå karton til svømmefødder
- Sorte piberensere til slange
- Felix’ sut til mundstykke
- Sort gaffatape til at sætte låg fast på sodavandsflaske og sutten fast på piberensere, samt elastiksnor fast på sodavandsflasken
- Gule Bosch legetøjs sikkerhedsbriller (i mangel på svømmebriller. Men hey, så kan han bruge dem bagefter til at lege arbejdsmand)
- Sort langærmet bluse, dynevest og sorte bukser
- Felix sutsko
Iltflaske
Iltflasken er lavet af en malet sodavandsflaske. Min tanke var, at sølv malingen blot skulle ind i flasken, rystes rundt og så var flasken sølvfarvet. Det gik ikke helt som planlagt 😛 Det endte med at jeg kom både sølv, hvid og sort akryl maling ind i flasken, blandede det op med lidt vand og rystede, rystede og rystede. Det er nogen lunde dækkende nu, men flasken skal lige rystes en gang mere, inden Felix skal have den på, på fredag i vuggestuen. Det optimale havde helt klart været at spraymale flasken, men det havde jeg altså ikke på lager herhjemme 🙂
Rundt om flasken satte jeg to lange, smalle stykker sort karton, og på “bagsiden” af flasken satte jeg en elastiksnor som kan bruges til at sætte flasken fast som “rygsæk”. – håber det giver mening 🙂 du kan se et billede af det her:
Svømmefødder
Svømmefødderne klippede jeg i fri hånd i grå karton. Tanken er, at Felix skal have dem på oven på sine sutsko. For at kunne sætte dem fast om hans ankler, har jeg lavet to huller (har sat tape på der hvor jeg ville lave hullerne, i håb om, at det vil forstærke kartonen, så de kan holde til lidt mere) og sat elastiksnor fast i, så man kan binde enderne sammen.
Mundstykke og slange
Mundstykke er lavet af en af Felix’ gennemsigtige sutter. Slangen er lavet af to sorte piberensere der er sat sammen. Slangen er sat fast på sutten og så er der sat sort gaffatape rundt om. I den anden ende af slangen, sidder iltflasken fast med sort gaffatape rundt om skruelåget.
Dykkerbriller og tøj
Det var planen at jeg ville finde nogle dykkerbriller som Felix kunne fuldende kostumet med. Men jeg må erkende, at der er gået bryllupsplanlægning i den herhjemme og da man ikke kan få dykkerbriller i børnestørrelse i H&M eller Fætter BR (af gode grunde), var min mor min redningsmand. Hun fandt disse Bosch arbejdsbriller i legetøjsafdelingen i Bilka. De passer nu meget godt til og drengen er glad for dem som i kan se 😀
Den sorte langærmet trøje og de sorte bukser Felix skal have på til, har jeg købt i H&M. Drengen vokser jo konstant, så ser det som sådan ikke som en udgift, da det jo bare er noget han kan bruge som alm. tøj bagefter. Vesten han har på, er en vi har købt for et halvt års tid siden i Børneloppen i Valby. Tror dog også den er fra H&M. Der er et Batman logo på vesten, som jeg har sat to dymo strimler over, så der stå “Super Dykker”.
Her er lidt billeder af outfittet, dog uden briller.
Jeg håber det giver dig lidt inspiration til at lave dit hjemmelavet dykker kostume. Det tog overraskende kort tid at lave 🙂
God fastelavn
KH Gitta